Smart home lås

Dét her skal du vide inden køb af en smart home lås

Smart home tendensen er voksende i hele verden. Flere og flere genstande bliver opgraderet og optimeret, så din hverdag bliver så let som muligt. Det gælder alt fra smart home højtalere til smart stikdåser og lamper. Og nu kan det altså også gælde dine låse.

Med en smart home lås, kan du tage dit smarte hjem til et nyt niveau. En smart home lås er en elektronisk og mekanisk låsemekanisme, der kan åbnes trådløst af en godkendt bruger ved hjælp af forskellige forbindelser som bluetooth eller Wi-Fi. Der findes mange forskellige typer af smart home låse til forskellige opgaver og behov.

Tryghed og fleksibilitet med en smart lås

Der er mange fordele ved en smart lås. For udover at fuldende dit smart home, har du også muligheden for en høj grad af fleksibilitet med din nye lås. Smart låsen mindsker behovet for gamle nøgler, der skal laves i masser af kopier og deles ud til dem, der skal have adgang. I stedet for bruger smart home låsene forskellige teknologier, så de rette personer let og hurtigt kan få adgang. Med et stort udbud af smart låse på markedet, er det vigtigt at finde den lås, der passer til dine behov. Derfor har vi i denne guide samlet nogle spørgsmål, som du kan stille dig selv, før du investerer i en smart lås.

Hvad skal du bruge din smart home lås til?

Det er først og fremmest vigtigt at finde den korrekte type smart home lås. Hvis du er på udkig efter en smart lås til dit kælderrum, kan du med fordel overveje en smart home hængelås. Hvis du derimod mangler en smart home lås til din hoveddør, bør du overveje en smart home lås, der er lavet specifikt til dette formål.

Vælg den rigtige smart home lås til din hoveddør

Denne type smart home lås findes i overordnet to forskellige mekaniske design: En model, du kobler ovenpå din eksisterende lås, og en model med indbygget låsemekanisme. Der er fordele og ulemper ved begge typer af smart home låse. Den eftermonterede model er især en fordel for dig, der bor til leje eller ikke ønsker at skifte den eksisterende lås i døren. Her beholder du din nuværende, klassiske lås, men eftermonterer et lag af smarte funktioner ovenpå. Med denne model kan du beholde og fortsat bruge dine fysiske nøgler og let komme i gang med dit smart home låsesystem. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på at finde en model, der passer med din eksisterende lås. Dette kan aflæses i kompatibilitetsdiagrammer på de enkelte smart lås-forhandleres hjemmesider.

Der findes også et stort udvalg af smart home låse, der indeholder hele låsemekanismen. Med denne type smart home lås udskiftes din gamle lås komplet. Det vil sige, at du ikke længere kan bruge dine gamle nøgler. Med denne type lås får du til gengæld et bredt udvalg af sikre låse, hvor du ikke behøver at bekymre dig om kompatibilitet med din nuværende låsemekanisme.

Hvilken type opsætning har du brug for?

Det er selvfølgelig vigtigt, at din nye smart home lås kan forbindes med resten af dine smart home enheder og med din smartphone. Overordnet findes der to tilkoblingsmuligheder, der ofte bliver brugt: Bluetooth og Wi-Fi. Der findes både fordele og ulemper ved disse to muligheder.

Bluetooth tilkobling: Med en smart home lås, der forbinder til din smartphone via bluetooth, får du en stor fordel med hensyn til batterilevetiden. Denne type smart home lås har nemlig ofte en lang batterilevetid, da der bruges en mindre mængde strøm på at oprette forbindelse med bluetooth end via andre kanaler. Denne type tilkobling har dog også sin begrænsning i forhold til rækkevidden. Med en bluetooth lås kan du kun kontrollere låsen, når du er i nærheden af den derhjemme. Du vil altså miste forbindelsen, når du bevæger dig væk fra låsen.

Opret forbindelse via Wi-Fi: Denne type lås kan til gengæld kontrolleres fra hvor som helst med en internetforbindelse. Du kan låse din dør op eksternt og oprette nye brugere hvor som helst. Derudover kan du via apps se både aktivitetslogs og låsens status. Den vil desuden kunne synkroniseres med dit smart home display og stemmeassistent som Google Home eller Amazon Alexa. En ulempe ved denne type lås er dog, at den har en kortere batterilevetid.

Hvordan skal din smart home lås låses op?

Der er også et væld af muligheder, når det kommer til, hvilken teknologi din smart home lås skal være styret af. Her findes der alt fra pinkoder og fingeraftryk til touchskærme. Du skal altså blot finde en udgave, der passer til den måde, du ønsker at interagere med din lås. Det kan være en fordel at have in mente, hvem og hvor mange, der skal have adgang til at låse låsen op, når du vælger metoden.