Guide til smart home

Hvad er smart home? Før dit hjem ind i fremtiden

Et smart home hentyder til en opsætning af apparater og enheder i dit hjem, som kan kontrolleres og automatiseres over internettet vha. en smartphone eller lignende netværksenheder. Alle apparater og enheder er ofte forbundne gennem et smart system (kaldes også ”økosystem”), hvorfra du fra en enkelt smartphone kan opsætte og styre alle dine smarte enheder og apparater.

Formålet med smart home enheder er at tilpasse dit hjem, så du får en lettere hverdag. Du kan f.eks. opsætte belysning og termostaten i dit hjem, så det følger din døgnrytme, således at lys og varme tændes, når du er hjemme, og slukkes, når du er ude eller sover.

I dag findes der et væld af produkter, som kan integreres i dit smart home, således at du let kan automatisere og styre disse enheder.

Før du går i gang med dit smart home

Inden du begynder at indkøbe diverse smart home enheder, så er det en rigtig god idé at overveje et par ting.

Vælg et smart home økosystem

Smart home økosystemet samler kontrollen af alle dine smarte enheder ét sted. De tre mest populære økosystemer er Google Nest, Amazon Alexa og Apple HomeKit. Når du køber en smart enhed, er det specificeret hvilket økosystem, denne fungerer med. Ofte vil smart-enhederne dog kunne fungere til flere eller alle typer af økosystemer. Det er dog en god idé at vælge ét af økosystemerne og hold sig til det.

Har du mange Apple produkter, så er Apple HomeKit et godt valg. Har du flere Android produkter og Chromecasts, så giver Google Nest god mening.

Overvej en smart home højtaler eller et smart home display

En smart home højtaler eller et smart home display giver dig adgang og kontrol over alle dine smart enheder.

Smart home højtaleren gør det muligt at styre dine apparater vha. stemmekontrol. Ved at give smart home højtaleren en kommando kan du f.eks. tænde/slukke din smart belysning, skrue op og ned for smart termostatens temperatur og starte afspilning af din yndlingssang fra dine smart højtalere.

Sørg for, at din Wi-Fi forbindelse er i orden

De fleste smart home enheder tilkobles via Wi-Fi, så det er derfor vigtigt, at din forbindelse er i orden. For det meste benyttes Wi-Fi signal med frekvenserne 2.4 GHz eller 5 GHz. En let måde at sørge for, at Wi-Fi signalet går ud til alle kroge af dit hus, er at benytte Wi-Fi mesh routere.

Installering og opsætning af smart home enheder

Store smart home mærker gør det ofte meget let at forbinde enhederne til dit smart home økosystem. Et eksempel er Philips Hue lamper, som kan tilføjes direkte fra Googles elle Apples apps.

Nogle smarte enheder kommer med deres egen app til indstilling, styring og kontrol. I dette tilfælde skal du blot følge enhedens brugsanvisning til at installere produktet. Ofte vil en del af installationen tillade dig at tilføje enheden til et eksisterende økosystem, eller der vil specificeres i manualen hvordan du gør dette.

Når dine smarte enheder er tilkoblet dit smart økosystem, kan du for det meste styre alle funktionerne derfra. Det er altså ikke altid nødvendigt at benytte den medfølgende software til andet end opsætningen af dine smart enheder.

En vigtig del af opsætningen er at vælge en placering samt et navn til dine enheder. I takt med at du tilføjer flere og flere smarte enheder kan det være svært at overskue hvilke navne i dit smart økosystem, som passer til enhederne i dit hjem. Her kan det være en stor hjælp at navngive dine smarte enheder efter deres placering og deres funktion. F.eks. kan du i dit smart økosystem navngive lamperne i stuen, ”stue lampe spisebord” og ”stue lampe sofa”.

Eksempler på smart home enheder

Selvom mange elektriske produkter i dag kan findes i en smart version, så er der nogle smarte enheder, som især er populære hos forbrugerne. Her er nogle eksempler på de mest benyttede smart home enheder på markedet.

Smart home belysning er nok den mest kendte type af smart home produkter. Smart LED pærer giver mulighed for at op- og nedjustere lysstyrken og i nogle tilfælde ændre på farven af lyset. Alt dette kan enten foregå fra din smartphone eller andet smart home system, hvor belysningen kan styret direkte eller automatiseres. Det er blandt andet muligt at automatisere din belysning, så den følger døgnets naturlige rytme.

Med smart home varme kan du tilkoble en termostat eller varmeblæser til dit smart home. Dette giver dig bl.a. mulighed for at automatisere temperaturen i dit hjem, så alle rum kan opnå det foretrukne klima. Derudover kan du indstille disse enheder til automatisk at sænke temperaturen i dit soveværelse til et optimalt niveau, når du skal sove og hæve det igen, når du er vågen og bruger værelset til at arbejde.

En smart home stikkontakt eller smart home stikdåse gør det muligt at tilslutte alle mulige typer af elektriske enheder til dit smart home. Smart home stikkontakten kan indstilles, så den tænder og slukker på bestemte tidspunkter eller snakker sammen med andre smarte enheder i dit økosystem.

Vi håber at du er blevet klogere på nogle af de muligheder, som et smart home kan give dig. Hvis du sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål omkring smart home enheder, så kan du kontakte vores venlige kundeservice, som sidder klar til at hjælpe dig på bedste vis. Du finder vores kontaktinformationer på linket her.