Segboard guide

Segboard guide – kom godt i gang!

Hvad er et segboard?

Segboards er små tohjulede køretøjer, som bruges til transport eller til underholdning. De er elektrisk drevne og styres med dine fødders bevægelse. Modsat et skateboard, hvor den ene fod placeres foran den anden, så placeres fødderne på et segboard ved siden af hinanden, i en neutral stå position.

Segboards blev voldsomt populære for nogle år siden, især blandt unge som benyttede disse som underholdning. Senere er der kommet flere seriøse produkter på markedet, som for nogles vedkommende helt har erstattet cyklen som transportmiddel. Disse er udstyret med lys, så du kan køre sikkert med dem i trafikken.

Hvordan virker segboards?

Segboardet er udstyret med en række af elektronik, som gør boardet selvbalancerende. De to hjul er forbundet med individuelle sensorer, som gør det muligt at styre det enkelte hjul, så det er muligt at køre frem, tilbage og dreje rundt.

Et segboard er udstyret med gyroskop, accelerometer og magnetometer, der tilsammen måler hoverboardets position, tilt og acceleration i alle retninger. Ud fra sensorernes input kan en mikroprocessor i segboardet styre de individuelle hjul, så boardet kan balancere.

Når boardet tiltes forover/bagover, signaleres til mikroprocessoren, at segboardet skal køre fremad/bagud. Tiltes den ene side af boardet forover, imens den anden tiltes bagover, styrer mikroprocessoren segboardet, så det drejer rundt.

Sådan kommer du i gang med at køre

Før du går i gang med at køre på dit segboard, er det vigtigt at have sikkerheden i orden. Det anbefales, at du har beskyttelsesudstyr på, når du kører på et segboard, især hvis du er ny til det.

Følgende sikkerhedsudstyr anbefales:

  • En god hjelm
  • Håndledsbeskyttere
  • Albuebeskyttere
  • Knæbeskyttere

Med sikkerheden i orden er det første skridt, hvordan stiller du dig op på segboardet?

5 trin til sikkert at få dig op på dit nye segboard er:

  • Stil dit segboard på et fladt underlag
  • Tænd for dit segboard
  • Placer din ene fod på segboardet, så tæt på hjulet som muligt.
  • Placer din anden fod, så tæt på det andet hjul som muligt.
  • Forsøg at stå stille og oprejst for at gøre dig vandt til fornemmelsen af balance.

Efter at du er blevet komfortabel med at stå stille og balancere på dit segboard, kan du begynde at køre på det. Skal du ud på en længere tur, så tjek, at dit segboard er helt ladet op.

Du styrer dit segboard på følgende måde:

  • For at køre frem eller tilbage, vip dine føder med anklen, så segboardet tiltes hhv. forover og bagover. Sørg for at holde din talje lige.
  • For at dreje. Pres let med tåen i den modsatte side, af den side du vil dreje til. For nogle er det lettere at føle efter, at de læner sig til den side, de vil dreje.
  • For at dreje rundt på stedet presses i den ene side med tåen og i den anden side med hælen. Hvis du f.eks. vil dreje rundt med uret, skal du presse med venstre tå og højre hæl.

Det kan være en god idé at starte med også at øve at stå af dit segboard, da dette for nogle kan være det mest udfordrende.

Sådan kommer du sikkert af dit segboard:

  • Flyt din vægt til din dominante fod.
  • Stig baglæns af segboardet med din anden fod.
  • Stig baglæns af med din dominante fod.

Disse trafikregler gælder der for segboards

Da segboards kan opnå betragtelige hastigheder, kan der være risiko både for dig og de andre i trafikken. Af denne grund findes der lovgivning, som dækker udstyrets specifikationer, sikkerhedsmæssige foranstaltninger og korrekt færden i trafikken.

I trafikken gælder følgende regler:

  • Du skal være 15 år.
  • Hastighedsgrænsen er 20 km/t.
  • Det er et krav, at du kører med cykelhjelm.
  • Der skal køres med lys hele døgnet (hvid eller gul foran og rød bagud). Lyset skal kunne ses på mindst 300 meters afstand.
  • Du eller køretøjet skal bære passende reflekser. Hvid foran, rød bagud og hvid eller gul på begge sider.
  • Du skal køre på cykelsti og følge reglerne for cykler. Er der ingen cykelsti, må du ikke køre på veje, hvor der er hastighedsgrænser på over 50 km/t (f.eks. landeveje).
  • Du må ikke køre beruset eller påvirket af stoffer.
  • Segboardet skal være CE-godkendt (EU-sikkerhedsgodkendelsen).
  • Segboardet må højest være 1,2 meter langt, 0,7 meter bredt og maksimalt veje 25 kg.

Inde på hjemmesiden hos Rådet for Sikker Trafik finder du udover de konkrete regler også rådets generelle anbefalinger og svar på oftest stillede spørgsmål.

Har du nogle spørgsmål, som ikke er blevet besvaret i denne guide, så kan du ringe eller skrive til vores venlige kundeservice. Du finder vores kontaktinformationer her.