USB 3.1, USB 3.2 og USB 4

USB (kort for Universal Serial Bus) er en standard indenfor kabler, stik og protokol, som bruges til at forbinde, kommunikere og oplade computere. USB-standarden blev frigivet tilbage i 1996 og med tiden er den blevet opdateret, som teknologien har udviklet sig, resulterende i de fire generationer:

  • USB 1.x (Gen 1) - 12 Mbit/s (1.5 MB/s)
  • USB 2.0 (Gen 2) - 480 Mbit/s (60 MB/s)
  • USB 3.x (Gen 3) - 5 til 20 Gbit/s (0.5 til 2.4 GB/s)
  • USB4 (Gen 4) - 20 til 40 Gbit/s (2.4 til 5 GB/s)

Som det fremgår, kan man grundlæggende gå ud fra, at nyere generationer har en hurtigere dataoverførsel. De nyere generationer er bedre integrerede med andre populære protokoller, som benyttes indenfor dataoverførsel, f.eks. DisplayPort, PCI Express og Thunderbolt.

Derudover vil de nyere generationer, som USB 3.x og USB4 understøtte nyere USB Power Delivery (USB PD) teknologi, som optimerer strømoverførslen via USB-kablet.

USB-C er i dag det foretrukne stik i de nye USB-kabler

USB-C, nogle gange kaldet USB type-C, er et ovalt connector-stik, der i dag benyttes i de fleste nyere USB-kabler, heriblandt USB 3.1, USB 3.2 og USB4. Stikket indeholder 24 pins og er rotationelt symmetrisk, således at man undgår at vende stikket forkert.

Læs uddybende om USB-C i guiden her.

USB 3.1

USB 3.1 blev frigivet i 2013 med det formål at øge hastigheden ift. den tidligere USB 3.0-standard. Første generation (Gen 1) kom med SuperSpeed (SS) teknologien (op til 5 Gbit/s). I anden generation (Gen 2) blev denne teknologi videreudviklet til SuperSpeed+ (op til 10 Gbit/s).

USB 3.1 indeholder de ældre USB-A, USB-B, Micro-B samt, det i dag ofte foretrukne, USB-C stik.

  • USB 3.1 (Gen 1) - 5 Gbit/s (0.5 GB/s)
  • USB 3.1 (Gen 2) - 10 Gbit/s (1.2 GB/s)

USB 3.2

USB 3.2-standarderne indeholder USB 3.1-standarderne (Gen 1 og Gen 2). Disse er i USB 3.2 navngivet til hhv. USB 3.2 (Gen 1) og USB 3.2 (Gen 2).

Derudover inkluderer USB 3.2 to nye standarder, USB 3.2 (Gen 1×2) og USB 3.2 (Gen 2×2). Begge disse benytter sig kun af USB-C.

Udover hurtig dataoverførsel understøtter de fleste USB 3.2 også USB Power Delivery (USB PD), en teknologi, der gør det muligt at opnå hurtig og optimeret strømoverførsel på tværs af elektroniske apparater.

USB 4

Den seneste standard, USB 4, giver mulighed for op til 40 Gbit/s dataoverførsel. Standarden understøtter dataoverførsel fra DisplayPort, PCI Express, Thunderbolt og tidligere USB-teknologier. USB 4 benytter derudover udelukkende stik af typen USB-C.

Det er krævet, at USB 4 understøtter USB Power Delivery (USB PD). Det er muligt med USB4 PD at opnå en effekt på helt op til 240 W (5A og 24V), hvilket er mange gange større end tidligere generationer af USB.

USB 4 består pt. af de fire standarder:

  • USB 4 (Gen 2×1) - 10 Gbit/s (1.2 GB/s)
  • USB 4 (Gen 2×2) - 20 Gbit/s (2.4 GB/s)
  • USB 4 (Gen 3×1) - 20 Gbit/s (2.4 GB/s)
  • USB 4 (Gen 3×2) - 40 Gbit/s (4.8 GB/s)

Hvis du stadig står og er i tvivl om hvilken USB-standard du skal gå efter i dine kabler, så tøv endelig ikke med at kontakte os. Vores kundeservice sidder klar til på dygtig vis at vejlede dig. Kontaktinfo findes her.